Nadja. Stemmen fra Tøndersagen. Svigtet i 8 år.

http://politiken.dk/indland/ECE2174364/toenderpigen-svigtet-i-otte-aar/

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2173802/nadjas-historie—stemmen-fra-toender-sagen/

http://politiken.dk/indland/fakta_indland/ECE1512079/overblik-de-seneste-mange-aars-overgrebssager/

Lisbeth Zornig Andersen satte sig i spidsen, som toneangiver i Børnerådet – endda som formand. Den, der udnævnte hende, skylder os en forklaring!

Lisbeth Zornigs baggrund er afgørende for hendes adfærd og holdninger og hun eksponerer det her. http://www.dr.dk/tv/se/min-barndom-i-helvede/min-barndom-i-helvede/ Og her: http://www.bt.dk/krimi/zornig-sexovergreb-paa-soester-gjorde-mig-jaloux

Det er naivt at tro, at de ikke fattede, hvad der skete i Løgumkloster/Tønder. Prøv at overveje, at netop de uegnede filtrerer sig ind i ansættelser i myndigheder og kobler sig på sagerne – som de bør holdes langt væk fra, ligesom Lisbeth Zornig. De traumatiserede kan ikke betros sagsbehandling eller anbefalinger. De ER skadet af en krænker. De ER i en eller anden grad i et Stockholmsyndrommønster. Og når de ikke vil anmelde krænkeren, er de, efter min opfattelse, i en medkrænkerrolle.

Men krænkernes ofre er en glimrende videnbank, når det gælder at få kendskab til krænkernes metoder til at lave strategier, der slører deres adfærd, og få omgivelserne med sig og få børnene til at holde helt kæft. Trusler om, at slå barnet eller mor ihjel, er typisk. True barnet med, at barnet kommer i fængsel, er typisk. Lave smarte ordspil er også typisk.

Sagen mod en pædagogmedhjælper løb ud i sandet, fordi politiet ikke er gode nok til afhøringerne af børnene og krænkerne er smarte i deres perfide taktik. Politiet spurgte drengen: hvor gør han de ting, du siger? – I Rumskibet, svarede drengen. Og politiet henlagde sagen. De spurgte ikke, hvad eller hvor rumskibet var. Det var det, pædagogmedhjælperne kaldte rummet i børneinstitutionen, hvor han begik overgrebene ifølge drengen.

Tønderpigen løfter sløret for hendes fars taktik: Hans penis kalder han Vovsen. Hun skal lege med vovsen. Det vil inkompetente/modvillige sagsbehandlere ikke reagere på. Når de ikke vil.

I Tøndersagen er der stadig, i følge anmelderen, 15 ‘pæne’ danske mænd, der ikke har været for retten i sagen. Det er stort set kun de udenlandske kunder, der er dømt. Og latterlige lave domme. Det kan man så fundere over om dem, der har behandlet sagen!

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Nadja. Stemmen fra Tøndersagen. Svigtet i 8 år.

  1. Skidesur! skriver:

    1. Sæt eksperter, praktikere og helst også velformulerede overlevende ofre sammen og udvikl nogle robuste og bindende procedurer som ikke kan fortabe sig hen over kommunegrænser – ingen “kan”-løsninger.
    2. Uddan specielt personale til de sager hvor mistanken er af særlig grov karakter. Gerne kontante personligheder med autoritet. Udstyr denne faggruppe desuden med en offentlighedsgruppe, som administrerer ubureaukratiske kontaktmuligheder for bekymrede lærere, naboer m.m.
    3. Giv denne gruppe en fast samarbejdsgruppe hos politiet og nogle meget håndfaste beføjelser, og placér et personligt ansvar om opfølgning og løsning hos alle der inleder og udfører de relevante procedurer.

    Man forstår ikke at dette ikke for længst er sket. Alle steder drukner man i effektivitetsovervågende systemer, der er efterhånden 2-3 taldrenge per produktiv medarbejder de fleste steder, men når det gælder børn så må det bare stå til?

    Og så burde man faktisk også holde op med at være så passiv overfor folk der bliver diagnosticeret med alvorlige adfærdsvanskeligheder. Enhver diabetiker kan få rådgivning og kurophold. Hvorfor er der ikke forpligtende samtaler omkring konsekvenserne af et liv uden forsøgelsesevne så? Måske ville i det mindste en del af disse syge og disfunktionelle mennesker bruge p-piller hvis man gjorde det tydeligt for dem på at deres vilkår ikke duer til børn og at kommunen vender det skarpe øje til fra dag 1. i graviditeten. Men nej, det ville jo være synd at skære over én kam og vi skal skam ikke konfrontere nogen i lille Danmark…

    • Jenni Christensen skriver:

      Skidesur, jeg kan kun være delvist enig.
      For, det man gør, ved at sætte en skadet til at bestemme i sager, som man gør med Lisbeth Zornig Andersen, så kan det kun blive ved det gamle eller værre. Skadede har det med, at agere som Pavlovs hunde. Det er skadens effekt. Krænkertypen har magten over den skadede.

      Det er sagsbehandlerens egen personlighed, der er problemet i de fejlbehandlede sager. Altså personligheder, der lefler for krænkeren, lader krænkeren fortsætte, beskytter ham, lefler for ham. Lader ham fortsætte sit liv uanfægtet.
      Som Lisbeth Zornig Andersen.

      • Skidesur skriver:

        Jeg kender ikke baggrunden for at Du synes at Zornig nærmest er ligeså slem som krænkere – men det er nu også ligemeget, for jeg mente netop ikke at ofrene skal afgøre sagerne.

        De kan dog bidrage med en speciel indsigt i mønstre, når det gælder om at finde procedurefejl. Derfor burde deres førstehånds perspektiv stilles til rådighed for mennesker som kan “oversætte” denne til procedurer og mulige kommunikationsteknikker med sådanne børn og deres familier. Det er jo helt tydeligt at der var indblandet MANGE såkaldte professionelle i Tøndersagen, og ingen af dem fattede en brik. Der ikke engang fastholdt relevante notater som kunne have afsløret visse mønstre (afvisning af kommunen, flytninger osv.). De fleste tog sig en respektfuld sludder med forældrene, hvor en vis form for gammeldags forstander-autoritet måske havde været meget mere givende.

        Der skal helt andre boller på suppen overfor stærkt utilpassede forældre. Ikke fordi de ikke må være anderledes som voksne – men når først børn bliver blandet ind i forvirrede og værdiløse miljøer skal der gives klar besked. De mennesker ved måske ikke bedre, men ikke desto mindre ødelægger de liv!

        • Jenni Christensen skriver:

          Lisbeth Zornigs baggrund er afgørende for hendes adfærd og holdninger og hun eksponerer det her.
          http://www.dr.dk/tv/se/min-barndom-i-helvede/min-barndom-i-helvede/
          Og her:
          http://www.bt.dk/krimi/zornig-sexovergreb-paa-soester-gjorde-mig-jaloux

          Det er naivt at tro, at de ikke fattede, hvad der skete i Løgumkloster/Tønder. Prøv at overveje, at netop de uegnede filtrerer sig ind i ansættelser i myndigheder og kobler sig på sagerne – som de bør holdes langt væk fra, ligesom Lisbeth Zornig.
          De traumatiserede kan ikke betros sagsbehandling eller anbefalinger. De ER skadet af en krænker. De ER i en eller anden grad i et Stockholmsyndrommønster.

          I Tøndersagen er der stadig, i følge anmelderen, 15 ‘pæne’ danske mænd, der ikke har været for retten i sagen. Det er stort set kun de udenlandske kunder, der er dømt. Og latterlige lave domme.

          Men krænkernes ofre er en glimrende videnbank, når det gælder krænkernes metoder til at lave strategier, der slører deres adfærd, og få børnene til at holde helt kæft.
          Trusler om, at slå barnet eller mor ihjel, er typisk.
          True barnet med, at barnet kommer i fængsel, er typisk.
          Lave smarte ordspil er også typisk.
          Sagen mod en pædagogmedhjælper løb ud i sandet, fordi politiet ikke er gode nok til afhøringerne af børnene og krænkerne er smarte i deres perfide taktik.
          Politiet spurgte drengen: hvor gør han de ting, du siger? I Rumskibet, svarede drengen. Og politiet henlagde sagen.
          De spurgte ikke, hvad eller hvor rumskibet var. Det var det, pædagogmedhjælperne kaldte rummet i børneinstitutionen, hvor han begik overgrebene ifølge drengen.

          Tønderpigen løfter sløret for hendes fars taktik: Hans penis kalder han Vovsen. Hun skal lege med vovsen. Det vil inkompetente/modvillige sagsbehandlere ikke reagere på. Når de ikke vil.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

     

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>